Gå til din Personlige RapportTilføj side til personlig rapport+

Udtalelse fra den administrerende direktør

Væsentlige strategiske fremskridt

I 2008 fremsatte TDC en ambition om at være Europas stærkeste teleselskab i 2012 målt på indtjening, kundetilfredshed og medarbejderstolthed samtidig med, at vi fortsat er rygraden i Danmarks kommunikationsinfrastruktur, der er en af de førende i verden. Det er derfor tid til, at vi skal vurdere vore fremskridt.

Målt på baggrund af rentabilitet og det samlede afkast til aktionærerne har TDC flyttet sig fra en bundplacering til at være et af de mest rentable og værdiskabende teleselskaber i Europa. Vores EBITDA-margin er steget fra 29% i 2006 til 42% i 2011, og det gennemsnitlige årlige afkast til aktionærerne udgjorde i alt 11,2% i forhold til 3,8%, som er det europæiske benchmark for teleselskaber, og 6,3% for det danske C20 indeks1. Produktiviteten i TDC Koncernen ekskl. YouSee og Nordic er steget med omkring 10% i gennemsnit om året siden 2008.

Vi har også opnået markant øget kundetilfredshed, siden forbedringsprogrammet TAK blev iværksat i 2009. Vores score på kundetilfredshedsindekset for TDC Koncernen ekskl. Nordic steg fra 67 i 2009 til 72 i 2011 med 33% færre uacceptable kundeoplevelser. Vores nye multibrand-strategi har tilført nye brands med høje kundetilfredshedsscorer til vores portefølje, herunder Fullrate, M1 og Onfone, mens Telmores kundetilfredshedsscore fortsat er den højeste af alle danske telekommunikationsbrands.

TDC opererer i et meget krævende og konkurrencepræget miljø og at kunne tilpasse sig store teknologiskift kræver løbende ændringer og omkostningsreduktioner. Trods disse store udfordringer er TDC's medarbejdertilfredshed steget støt i de seneste år fra 73 i 2008 til 80 i 2011. Samtidig er antallet af ledere med en lav medarbejdertilfredshedsscore (indeks <60) faldet fra 13% i 2008 til 2% i 2011. Dette beviser, at de løbende tiltag for at anspore medarbejderne til udvikling og motivation samt for opgradering af TDC's ledelsesprocesser og ledelseskvalitet virker.

TDC har i de seneste år investeret gennemsnitlig 14% af omsætningen i infrastruktur, IT og innovation. Dette har muliggjort en parallel udbygning af meget konkurrencedygtige kabel-, xDSL- og mobilinfrastrukturer. Siden 2007 er gennemsnitshastigheden for TDC's udbud af bredbånd til danske husstande steget fra 17 Mbit/s til 60 Mbit/s. Den maksimale gennemsnitshastighed, der udbydes p.t., er 4,8 gange højere end gennemsnittet for de købte hastigheder, hvilket illustrerer det betydelige uudnyttede potentiale i vores infrastruktur. I 2011 offentliggjorde TDC sin plan om at investere DKK 25 mia. i den danske infrastruktur frem mod 2020 med hovedvægt på fortsat udrulning af kabel- og FttX-fiber-infrastruktur samt højhastighedsmobilteknologi. TDC er fortsat rygraden i Danmarks kommunikationssamfund, der er et af de førende i verden, og vi er fast besluttet på at opretholde denne position.

Vi er kommet langt med at opfylde vores ambition for 2012. Det skyldes 10.000 kompetente og meget engagerede medlemmer af TDC teamet, der hver dag arbejder hårdt for, at det skal lykkes. De fortjener stor ros for transformationen i TDC's præstation.

TDC kan og skal naturligvis fortsat forbedre kundernes oplevelser og øge produktiviteten. Der ligger et stort arbejde foran os med at etablere kundeprocesser i verdensklasse samt udnytte potentialet for produktivitetsforbedringer i hele selskabet. Vi skal ligeledes opretholde et højt investeringsniveau på innovation, teknologi og infrastruktur for at styrke vores stærke markedspositioner i Norden.

Med de fremskridt, vi har gjort for at opnå vores ambition for 2012, er det nu, vi skal opstille en ny ambition, der rækker længere ud i fremtiden. TDC's bestyrelse og koncernledelse har derfor lanceret en strategiproces, der skal resultere i en ny ambition, der skal opfyldes før udgangen af 2015, samt de strategiske prioriteter, der skal vise vejen. Vi forventer at offentliggøre resultatet af processen i juni i år.

Solide resultater i 2011

TDC leverede i 2011 igen særdeles solide resultater på et marked præget af store konkurrencemæssige udfordringer og en meget vanskelig makroøkonomisk situation. Med en vækst i omsætning og EBITDA på hhv. 0,5% og 1,6% og stærk udvikling i pengestrømmene med en EFCF-stigning på 1,7% har selskabet bevist sin fleksibilitet og evne til at frembringe resultater under et betydeligt pres. Resultaterne udgør et solidt fundament for TDC's tilsagn om at udbetale et udbytte på DKK 4,35 pr. aktie.

Selvom vores forretning i mindre grad er påvirket af den makroøkonomiske situation end de fleste andre brancher, mærkede vi stadig indvirkningen af en trykket dansk økonomi i tallene for 2011. Forbrugernes adfærd er blevet endnu mere forsigtig, og erhvervslivet og det offentlige er ekstraordinært varsomme med beslutninger om investering og indkøb.

2011 var præget af intens priskonkurrence i alle segmenter på mobilmarkedet. Dette resulterede uundgåeligt i reduceret mobil-ARPU for privatkunder sammenlignet med 2010. Vores stærke portefølje af brands, herunder det nyerhvervede Onfone, klarede sig godt, og vores samlede antal mobilabonnementer i Danmark steg med 287.000 i 2011. Dette omfattede en gunstig udvikling på erhvervsmarkedet, hvor TDC vandt markedsandele i 2011 og fastholdt en stabil ARPU, idet prispresset blev opvejet af vækst inden for mobildata.

YouSee og TDC præsterede i 2011 tilsammen omsætningsvækst på 11% for betalings-tv, hvilket hovedsageligt skyldtes højere ARPU i YouSee og 19% stigning i abonnenter hos TDC TV. Vores produktportefølje for betalings-tv blev udvidet med en række innovative produkter og tjenester herunder nye tv-apps i TDC HomeTrio, øget valgfrihed med YouSee i form af det nye produkt 'Ekstrakanaler' og senest lanceringen af tv-apps til iPhone og iPad. Antallet af VoD-visninger steg mere end 300% i 2011, og TDC er på vej til at blive det største filmudlejningsselskab i Danmark i det kommende år.

Nordic havde en organisk omsætnings- og EBITDA-vækst på henholdsvis 5% og 8% som følge af stærke resultater i specielt TDC Hosting og TDC Sverige. Den makroøkonomiske bedring i Sverige støttede den store vækst i både integrator- og operatørforretningerne i TDC Sverige. TDC Finland levede også op til forventningerne, mens anden halvdel af 2011 var udfordrende for TDC Norge.

TDC's fastnetforretning levede generelt op til forventningerne i 2011 på trods af markant konkurrence fra specielt elselskaberne samt øget skift fra fastnet- til mobiltelefoni i kølvandet af mobilpriskrigen. Nye produktlanceringer inden for både fastnettelefoni og bredbånd på tværs af vores brands samt omfattende fastholdelsestiltag dæmmede imidlertid op for det samlede tab af avance fra fastnettelefoni. I 4. kvartal var nettotilvæksten på detailbredbånd for et kvartal den største i mere end tre år, og churn for PSTN/ISDN i Privat var den laveste i mere end fem år. Denne gunstige udvikling bidrager til vores forventning om aftagende fald i bruttoavance inden for fastnettelefoni i 2012.

---

TDC er i god form og godt rustet til 2012. Vi er parat til fortsat at levere yderligere værdi og bedre kundeoplevelser, forbedre produktiviteten i hele koncernen samt lancere nye og innovative produkter og tjenesteydelser.

[1] Et indeks bestående af de 20 mest handlede aktier på Børsen i København.